VARIATION I KØBENHAVNSK
Sproglig variation kan betragtes på mange måder og ud fra mange forskellige perspektiver alt afhængig af erkendelsesinteresse og fagligt ståsted. I denne artikel vil jeg redegøre for et praksisperspektiv på sproglig variation, og jeg vil give eksempler på analyser af fonetisk variation blandt københavnske unge set som social praksis.
Fonetisk variation i københavnsk er i de fleste kvantitative sociolingvistiske undersøgelser studeret med udgangspunkt i makrosociale kategorier baseret på alder, køn eller socialklasse (eks. Brink & Lund 1975, Jørgensen 1980, Gregersen & Pedersen 1991). Man betragter altså variationen som mere eller mindre bundet til disse kategorier og inddeler informanter i grupper på baggrund af deres tilhørsforhold til dem. Denne tilgang giver mulighed for at inkludere et højt antal informanter og dermed mulighed for et godt overblik over variationen. I midlertid giver den ikke et ret detaljeret billede af hvordan variationen benyttes i sprogbrugernes sociale hverdag. Dette kan man f.eks. opnå gennem studier af mindre grupper ved brug af mere kvalitative analyser.

I analyserne i denne artikel ser jeg nærmere på brugen af ti fonetiske træk blandt 64 9. klasseselever i København. Nogle af trækkene kendes fra andre undersøgelser som eksempelvis højkøbenhavnske, lavkøbenhavnske, yngre eller ældre træk, mens nogle af dem ikke før er undersøgt kvantitativt og sociolingvistisk. Den sociolingvistiske og etnografiske indfaldsvinkel til variationen giver et indblik i hvilke grupper som bruger hvilke træk, og i hvilke andre sociale praksisser som følges med sprogbrugen.